Der kan være flere grunde til et lavt selvværd. En af grundene jeg beskriver her, er emotionelt traume i form af fravær af emotionel støtte fra andre.
Hvad er selvværd, og hvorfor er det vigtigt?
Når vi taler om traumer, tænker vi ofte, at det er noget, der sker pludseligt og dramatisk, og som efterlader tydelige spor både fysisk og psykisk.
Men der findes en anden type traume, som kommer af fravær af emotionel støtte, som sjældent får samme opmærksomhed. Det er ofte mere usynligt og derfor svært helt at forstå, at der er et grundlæggende problem, som ikke går væk af sig selv, og netop derfor ofte ender med at blive meget indgribende i personens liv.
Det handler ikke kun om, at du har minder om omsorgssvigtet. Det handler også om, hvordan fraværet af kærlighed former din identitet og selvbillede, og hvordan udeblevne udviklingsbetingelser kan forhindre et barn i at udvikle et trygt selv. Fraværet af omsorg kan efterlade dybe ar, ofte usynlige for andre, men livsændrende og begrænsende for den, der bærer dem.
Hvordan emotionelt omsorgssvigt påvirker dit selvværd
Emotionelt omsorgssvigt handler bl.a. om fraværet af følelsesmæssig støtte, opmærksomhed og kærlighed fra barnets primære omsorgspersoner. Det kan være forældre, der er fysisk til stede, men følelsesmæssigt fraværende. Det kan være den daglige oplevelse af ikke at blive set, ikke at blive hørt og ikke at blive mødt – hverken i glæde eller i sorg.
Det er skadeligt, fordi negative oplevelser lagres i vores selvfortælling. Hvis et barn gentagne gange oplever ikke at være værd at elske, eller at være forkert, bliver det en del af barnets grundlæggende identitet. Selv som voksen kan du opleve, at denne følelse “automatisk” aktiveres i nuværende relationer. Det gør, at du bliver ved med at føle dig usikker og på emotionelt overarbejde.
Langvarige traumer og deres indflydelse på selvværdet
Emotionelt omsorgssvigt er ikke bare manglende nærvær. Det er en gennemgribende mangel på de erfaringer, der lærer os, hvem vi er, og at vi er værdifulde. Det kan sætte dybe spor årtier efter, at barndommen er slut. Langvarige, gentagne og relationelle traumer i barndommen kan ødelægge fundamentet for selvværd, følelsesregulering og relationer. Det kan i yderste instans give sig udslag i CPTSD (kompleks PTSD), hvor der særligt er oplevelse af kronisk følelsesmæssig ustabilitet, et vedvarende negativt selvbillede og utryghed, overarbejde eller vanskeligheder i relationer.
Få hjælp til at genopbygge dit selvværd
Tror du, at du har ar efter manglende emotionelt støtte, er det vigtigt for din livskvalitet og selvværd at få hjælp til at bygge selvet mere helt, så begrænsninger og lavt selvværd ikke definerer hele dit selvbillede resten af livet.
Jeg vil gerne hjælpe dig med at bygge dit selv, så det er mere stabilt og positivt og trygt stemt til gavn for dig. Skriv gerne til mig på info@zenhuset.dk.